Hvad er et blomsterværk egentlig?

Et blomsterværk er for mig et væk, der er skabt af eller med blomster. Et blomsterværk er en komponeret sammensætning af blomster, farver, komposition og udtryk. Helt konkret består mine blomsterværker af blomster, jeg har plukket, lagt i en blomsterpresse og opsat på pap eller akvarel papir. Herefter er de blevet lavet til plakater.

Blomsterplakat Sommerflor - Lise Kryger Studio
Blomsterværk - August Rosa - Lise Kryger Studio

Sådan bliver et blomsterværk til

Processen til et blomsterværk er langvarig. Det starter med at jeg plukker smukke blomster et sted, enten i min have eller fra en af mine daglige gåture i området, hvor jeg bor. Herefter lægger jeg blomsterne i en blomsterpresse i minimum 3 måneder.

Når blomsterne er pressede, sætter jeg dem op på akvarelpapir eller pap. Jeg bruger meget tid på at gå og kigge på værkerne og rykker lidt rundt på blomsterne, så det føles godt for øjet og i maven.

Når blomsterværket er skabt, fotograferer jeg det altid med det samme. Blomsterne mister nemlig deres farve efter noget tid og derfor er det vigtigt at tage billederne, mens farverne endnu er smukke og klare.

Herefter digitaliserer jeg billederne og sætter dem op som plakat.

Blomsterbuket til blomsterværk
Blomsterværk in the making

Derfor laver jeg blomsterværker

For nogle år siden, boede jeg i et lille lejet hus ved stranden. Foran vores hus var der i mange år en græsplæne, som vi skulle slå – ifølge vores udlejer. Men en dag fik vi lov til at lade græsset gro, og vi øste vilde blomsterfrø ud over det hele.

Blomster til blomsterværk

Græsserne voksede vildt og vi lavede små stier med vores bare fødder, når vi hver dag gik til og fra stranden. Den første sommer, hvor græsserne stod vilde i vores have, skete der noget indeni mig, som jeg ikke kan forklare, en stærk trang til at sammenkoble mine grafiske evner med de vilde blomster, der omgav os.

Vilde blomster i haven

Hvilke formater kan du få et blomsterværk i?

I starten var det min mening også at sælge mine originale blomsterværker. Men tanken om at blomsterværkerne stod ude i folks stuer og mistede deres farver med årene, føltes demotiverende for mig.

Derfor har jeg valgt udelukkende at sælge blomsterværkerne, som blomsterplakater. Blomsterplakaterne er i formater, som passer til blomsternes sammensætning og udtryk.

Pt. kan du få blomsterværkerne i formaterne 30×40 og 50×70 og nogle helt op i 70×100 cm. Blomsterplakaterne trykkes i 170g. silk papir.

Mine blomsterværker er unikke kunsttryk, der bringer naturen og kunsten sammen. Hvert værk er skabt med omhu og passion, og jeg håber, at de vil bringe glæde og inspiration til dit hjem. Navnet “Blomsterværker” symboliserer den skønhed og livskraft, som blomster bringer til vores verden.