Jeg har altid følt en eller anden form for kreativitet i mig men det er først nu, at jeg føler mig modig nok til at følge de strømme der flyder indeni og turde stå ved dem. Ikke fordi strømmene er særligt farlige, men fordi de tegner et tydeligt billede af hvem jeg er og gør mig tydelig som person.

Måske var det de lukkede døre til min kreativitet, som medførte den angst, jeg i så mange år har gået med. Måske var det frygten for at stå ved mine skæve streger og de farver, der skaber mig som person, jeg frygtede. Måske var det frygten for at ikke at være god nok, tegne godt nok eller at stå tydeligt frem, som den jeg er uanset form og udtryk. Måske var det frygten for at mine skæve streger og udtryk ikke lignede de andres. Måske var angsten et udtryk for at jeg undertrykte mig selv.

Uanset hvad, er jeg nu et sted, hvor jeg mærker modet til at åbne dørene op til min nysgerrighed på at udfordre udtrykkene på ny. Denne gang med fokus på at følge de indre strømme der flyder indeni mig, frem for at følge andres.

Jeg er ved at vende hjem til mig selv, naturen og et mere ægte, autentisk liv. Et mere langsomt, nærværende liv, hvor natur, ro og balance er i mit fokus. Mine fotos og blomsterværker er mit middel til at finde hjem efter flere årtier med stress og angst.

I forsøger i dag at leve et liv, hvor jeg tilstræber ro og fordybelse. Jeg går ikke længere på kompromis med min stress og den angst, jeg stadig lever med. Jeg ønsker at favne angsten og leve med den, uden længere at gå på kompromis med den jeg er og den kreativitet, jeg så længe føler jeg har undertrykt.

I øjeblikket er jeg meget optaget af at finde blomster og planter som jeg presser og skabe værker med. Fotografering optager mig også meget.
Men det bedste lige nu er at alt er åbent.